Portrait: The Fish Artist, Lars Oestergaard

I plan the motive over large time spand. I use these materials and tools. And of course you should do this to make a -

Der er ingen tvivl om, at en del lystfiskere lever for at fiske. Lars Østergaard Jensen har i snart 30 år levet af det.

Af Søren Skarby
ss@sportsfiskeren.dk

- Det her er min kommentar til fluechauvinisterne.
Lars Østergaard Jensen lægger en akvarel på bordet. Den efterhånden klassiske fynske flue Fyggi bliver jagtet af…..en ulk.
- En af mine venner skreg af grin og købte den med det samme.

Lars Oestergaard finishing one of his art works

Akvarellen er absolut ikke den eneste i rummet. De hænger på væggene og står stablet op af et skab, alle sammen med Lars’ signatur nede i højre hjørne. Billederne forestiller alle noget, der har med lystfiskeri at gøre. Et landskab ved en å, fluer og så selvfølgelig fisk.

- Fisken skal passe til landskabet, siger Lars og trækker en smuk akvarel af en kildeørred malet sammen med et glødende efterårslandskab frem. Dens farver fungerer ligesom ikke rigtigt sammen med forårsblomster.
Som for at bevise det bevidste valg af landskab og fisk bliver en anden akvarel lagt på bordet, en sølvlaks der selvfølgelig befinder sig i et vinterlandskab.
Lars er uddannet grafiker, fornemmelsen for farver har en professionel overbygning, men han er først og fremmest lystfisker. Derfor er det efterhånden sjældent, Lars har skitseblokken med ud til vandet. Han maler helst efter fotografier.
- Det duer ikke rigtig at sidde der og tegne krummelyrer, når en fisk begynder at ringe. Det er frygteligt distraherende, når det rykker i kastearmen, siger han med et grin.
Det gamle, det holder

I den ene ende af rummet står en gevaldig masse stænger af meget forskellig alder og materiale. Lars er samler og kan slet ikke lade være med at få gammelt grej op under neglene. - - Hvis jeg nu finder sådan et fint gammelt hjul fra 40’erne, der bare lige skal nusses lidt om og have en klat olie, så skal det selvfølgelig bruges sammen med en stang fra den samme tid. Det skal passe sammen.
Grejet bliver nemlig ikke kun lagt op på en hylde, det bliver brugt og fanget fisk med. Lars har så stor en samling af ABU-blink, at han tør fiske med nogle af de gamle fine, så længe der ligger en dublet derhjemme. At de gamle stænger kan holde til en del blev bevist for nogle år siden. Lars var sammen med en tysk fiskebladsredaktør involveret i en voldsom bilulykke. På en jysk landevej buldrede de sammen med en varevogn.
- Jeg gik ud som et lys. Redaktøren, der er gammel bokser, bevarede bevidstheden, men brækkede nogle ribben. Føreren af varevognen skete der heldigvis ikke noget med. De mest tilskadekomne var alle kulfiberstængerne bag i bilen. Samtlige splintrede fuldstændig fra hinanden. Vi havde også nogle splitcanestænger med. De blev bøjet grundigt ved sammenstødet, men til forskel fra kulfiberpindene kunne de rettes ud igen med noget varme. Jeg fisker stadig med dem.

Hårdt arbejde

At Lars var sammen med en tysk fiskebladsredaktør, var ikke nogen tilfældighed. Han kan som ægte sønderjyde flydende tysk. I årevis har han leveret et utal af artikler om lystfiskeri til “Blinker” og “Fliegenfischen.” Det siger noget om mængden, at, da Lars for et par år siden skulle flytte, var han nødt til at køre to gange for at transportere 30 årgange af Blinker.
- Min bette bil kunne ikke bære dem. Jeg har leveret noget til rigtig mange numre.
Han har taget tyske fiskejournalister med rundt i landet for at vise dem, hvor meget Danmark kan byde en fisketurist. Lars har også rejst rundt i tog i Nordtyskland med en stor samling dias. Han havde 30 kg diasfremvisere og styrepulte i bagagen og holdt foredrag om dansk lystfiskeri. - Det var enormt tungt, ikke særlig velbetalt, men ret sjovt.
Når så turisterne er kommet til Danmark, har Lars været guide for dem.
- Det trækker søm ud at være guide. Når kunden fanger noget, er det fordi, han er dygtig. Når kunden ikke fanger noget, er det guidens skyld, siger Lars.
I Danmark kender mange Lars fra hans utallige artikler og illustrationer i Sportsfiskeren, hvor han den dag i dag stadig er tilknyttet og lokalredaktør for det sydlige Danmark. Derudover har han illustreret og oversat en del bøger, redigeret Lystfiskerens  Lommebog og en hel masse andet. Sammen med salget af akvareller giver det noget, der minder om en indtægt.
- Man skal være om sig og nogen gange kunne leve på en sten. Det er ikke så romantisk at leve af lystfiskeri, som nogen går og forestiller sig. Det har omkostninger at gøre sin altoverskyggende hobby til sit arbejde.
I perioder har han nøjedes med kun at fotografere, og ikke nødvendigvis noget med fisk, eller kun fisket for at fiske. På den måde har Lars bevaret fornøjelsen ved det, han holder af at lave.

De gamle store
Lars erkender blankt, at han står på skuldrene af de gamle, store lystfiskerskribenter, og han har kendt og arbejdet sammen med en del af dem. Ude i det sønderjyske landskab udpeger han steder Svend Saabye har tegnet og fortæller om “den tovlige dyrlæge”, Preben Torp Jacobsen. - Man var Des med dyrlægen. I hvert fald I begyndelsen, siger Lars med et stort smil. Men hvis man fedtede lidt for ham, blev han meget medgørlig. Han var for teknisk og for lidt fortællende til mig, men meget omhyggelig.
Lars har især arbejdet sammen med Jens Ploug Hansen og illustreret en del af hans bøger.
- Han vidste, jeg arbejdede sent, så han kunne ringe klokken et om natten, når han havde fået en idé. Jens sprøjtede nærmest ideer ud. Det var bare om at følge med.
På boghylden står også værker af Kurt Malmbak-Kjeldsen, Nils Mogensen og Bent Lauge Madsen.
- Dem er jeg lidt stolt af at have illustreret.
Alt andet end karper
Hvis man skal skrive om lystfiskeri i alle dets former, skal man også dyrke dem. Lars holder meget af det hele. Hans sæson svinger mellem fedtfinner i åen og på kysten, aborrer i søen, ud at gynge på Det Gule Rev eller hvad det nu bliver til. Flue, blink, agn, alt er godt. En enkelt ting gør han dog ikke igen, og der var som sædvanlig en tysker blandet ind i det. Før karpefiskeriet var blevet til noget særligt herhjemme, spurgte en tysk fiskejournalist, om det ikke kunne lade sig gøre i Danmark. Lars fandt søen og lovede højtideligt at forfodre to gange om dagen i en uge. Han snød og gjorde det kun en gang om dagen.
- Jeg havde kun en cykel, og der var langt, griner Lars.
Tyskeren mødte op med alt, hvad der hørte til faget, og så var det bare at vente.
- Efter tre dage kunne jeg ikke mere. Sådan at være bundet til et sted er ikke lige min stil. Så jeg begyndte at lede efter nogle aborrer med en spinner. Det blev straks forbudt, jeg kunne jo skræmme karperne. Jeg syntes ellers hans boiles ploppede rigeligt, når de blev smidt i vandet.
Karpen blev fanget, og tyskeren var lykkelig, indtil det blev konstateret, at den skulle aflives. Krogen sad så dybt og uheldigt, at der ikke var noget at gøre.
- Det er den eneste gang, jeg har set en voksen mand være ved at græde over en død fisk. Det var mig, der måtte sende den til de evige mosehuller.
Turister med et men
På grund af sit engagement har Lars været inviteret med til en konference om lystfiskerturisme. - Der sad så en hel masse mennesker med fine uddannelser og jobs, og så opdagede jeg, at jeg var den eneste, der fiskede. De havde kun dollartegn i øjnene, men ingen forståelse for eller viden om, hvad der egentlig kræves.
Lars ser meget gerne, at der kommer flere turister ved danske fiskevande, men det kræver et stykke benarbejde inden.
- I hver eneste lille forening bliver der udført et enormt stykke arbejde med vandløbspleje, udsætninger og miljø, og det har også betydning for, hvor mange havørreder der er på kysten. Hvis de lokale ikke skal føle, at de arbejder gratis, for at andre kan tjene penge, skal nogle af indtægterne ledes tilbage til foreningerne til glæde for medlemmerne.
Derfor vil han have de lokale foreninger med, når der skal laves projekter med lystfiskerturisme, alle skal have glæde af det.
- Det skal helst ikke ende som historien om en tysk fluefisker, der havde en stor havørred på et sted på den vestfynske kyst. To danske spinnefiskere begyndte straks at kaste hen over hans line. Han skulle ikke tage deres fisk. Kønt var det ikke.
Den største
Den dag Lars besluttede sig for at leve af at være lystfiskerskribent, meldte han sig ud af samtlige bestyrelser, han var medlem af. Holdt endda op med at være formand for foreningen, hvor hans barndoms å løber.
- Det er sådan en slags adskillelse af kirke og stat. Der skal ikke være nogen, der kan sige, at jeg tjener bestemte interesser.
Han fisker stadig i de sønderjyske åer. Det var der, han løb ind i en af den slags ørreder, de fleste drømmer om.
- Jeg troede først, det var en havørred, så stor kan en bækørred umuligt være. Da den kom ind til bredden, var der dog ikke noget at tage fejl af. Jeg ringede til foreningens kasserer og spurgte, om han ikke gav en kop kaffe. Han vred sig lidt i telefonen og sagde, det var sent.
Så trak Lars trumfkortet.
- Hvis jeg nu siger røde prikker, 3,3 kg og 63 cm. Så kommer du med den nu, nærmest stammede kassereren ind i telefonen, husker Lars.
Et eller andet sted nede i Lars’ gemmer ligger der sikkert en smuk akvarel af ørreden. Fisk af den kaliber har fortjent at blive malet af ham.
QUOTES
  • Det trækker søm ud at være guide. Når kunden fanger noget, er det fordi, han er dygtig. Når kunden ikke fanger noget, er det guidens skyld
  • Hvis de lokale ikke skal føle, at de arbejder gratis, for at andre kan tjene penge, skal nogle af indtægterne ledes tilbage til foreningerne